En gang var ordet ”tude” nærmest et skældsord i mit univers. Jeg ville hellere kalde det ”at græde”. Det var mere pænt. At græde kontrollabelt var nogenlunde acceptabelt, men at tude var totalt off!
For to dage siden åbnede jeg op for sluserne, og tillod mig selv at tude! Oven i købet med 37 kvinder og én mand som tilskuere. Der stod jeg i min essens – og tudede! Og jeg nød det!
Hvorfor tudede jeg? Fordi jeg var lykkelig, taknemmelig og ydmyg – over at være i selskab med alle disse skønne mennesker, som på hver deres unikke måde spejlede min egen ydmyghed. Vi rummede alle sammen hinanden, lyttede og respekterede. Og det gjorde det unægtelig endnu lettere bare at være! Være mig selv uden at spille den gamle plade: ”Hvad mon de tænker? Jeg kan da ikke stå og tude her? Jeg skal da vise, at jeg er stærk og ikke skrøbelig” osv. Denne gamle plade er jeg opvokset med.
Rigtig mange af os er opvokset med, at vi ikke må græde. Man bliver trøstet, og får måske endda at vide: ”Du skal ikke græde. Du skal ikke være ked af det”. Velment, naturligvis – men hvor gør man så af følelserne? Hvordan gør man som barn, hvis man vitterligt er ked af det? Sluger man bare tårerne, og kommer op på hesten igen?
Da jeg var barn, havde vi dyr. Heste, katte, høns, ænder – og jeg elskede det. Jeg er i min essens, når jeg er sammen med dyr. Men dyr bliver jo sjældent lige så gamle som os. Og når de døde, fik jeg igen den gamle sang at vide: ”Du skal ikke græde. Vil man have dyr, skal man også kunne tåle at miste dem”. Så stod jeg igen der, og slugte min frustration og min ked af det hed. Slugte tårerne og strammede mig an måske for at udstråle ”jeg kan godt tåle at have dyr”.
Så for to dage siden åbnede jeg op for sluserne… stortudede for at vise min kærlighed – til mig selv og til de skønne mennesker, jeg var i selskab med.
Min personlige indsigt, jeg nu deler kærligt med dig er: Det er ikke skrøbelighed at vise kærlighed. Tvært i mod! Det er skrøbelighed at gemme kærligheden væk, at sluge tårerne – tårer som i virkeligheden netop handler om kærlighed! Vi græder, når vi elsker, vi græder, når vi mister – alt sammen fordi det handler om kærlighed! Jeg erklærer hermed, at det er tilladt at tude. Amen!
Sammen med skønne Christine Eilvig
- én af de kvinder, som har fået mig til at tude 
Hjælper folk med at slippe forventningspresset og stå ved sig selv!
Sikke en dejlig hjemmeside og et dejligt ærligt indlæg.
Det er godt når “vi” tør vise alle vores følelser, stærkt og stort.
Kh Cammilla
Kære Camilla
Tusind tak for din kommentar
Kh Pia
PS: Og tak for din feedback til min hjemmeside. Inspirationen til dette wp-tema fik jeg jo af dig fra et af dine geniale online produkter
Skønt indlæg <3
Jeg er også blevet tilhænger af at tude og giver dig fuldstændig ret.
Det er dejligt befriende, at turde.
Kh. Annemette
Tusind tak for din kommentar, Annemette.
Ja, det er nemlig dejligt befriende – tårer er (s)kønne
Kh Pia
Hvor har du ret! TAK for et forløsende inlæg der minder mig om at det at tude ikke er skrøbelighed men kærlighed <3
Tusind tak for din kommentar, Christina
Dejligt at høre, at det netop minder dig om, at man ikke er skrøbelig, når man tuder!
Kh Pia
Sikke et inspirerende indlæg!
Da jeg lærte at åbne op for sluserne og gav mig selv lov til at græde (og endda stortude på den ikke-kønne måde), holdt jeg op med at trøstespise! Det har vendt op og ned på mit liv. Det er som om, at de mange overflødige kilo, jeg bar rundt på, forsvandt sammen med alle de tårer, der blev grædt.
Det er så vigtigt at græde. At føle sine følelser i det hele taget i stedet for at gemme dem væk og gøre dem forkerte. Man får det dæleme så meget bedre af det!
Tak for din åbenhed! Det var et vigtigt budskab at få ud!
Kh, Jill
Kære Jill
Tusind tak for din kommentar.
Hvor er det sejt, at du også har turdet at åbne op for sluserne! Og cool at du har vendt op og ned på dit liv – i den positive retning.
Kh Pia
Sinéad O’conner på youtube ved siden af denne hjemmeside, tja så blev jeg nu også rørt.
Er i en periode af mit liv, hvor ikke ret meget lykkes for mig, og på den anden side, det der så lykkes er så stort at det over skygger stort set alt. Når så det er sagt (skrevet), så hobes der bare mere og mere hmm tomhed og smærte inden i kadaveret, som selv med tårer og snak bare ikke kan komme videre i systemet.
Men må dog sige at det er fedt at høre at nogen kan komme frem med deres følelser, gennem tårer.
Jeg er en af de der “der ikke græder” Jeg er fra landet af, og kan sagtens genkende dine udtalelser omkring dyr. Jeg har selv været der.
PT har jeg midstet min Bedstefar, Bedstemor og min far døde i mine arme for 7år siden, og jeg har ikke knebet en tåre endnu. Ikke at jeg ikke har villet det, ikke at der ikke har været plads til det. Hmm det ligger bare så indgroet i mig, at en mand ikke græder. Jeg er 47år og den dag i dag har jeg endnu aldrig givet min egen mor et knus, en omfavnelse, det tætteste er vel at jeg har givet hende hånden til almen hilsen.
Så jeg vil egentlig bare sige, dam hvor er jeg misundelig på jer!!
MUGN
Kære Morten
Tusind tak for din kommentar til indlægget – og fordi du lægger vejen forbi siden.
Ja, det ligger SÅ indgroet i os, hvad vi må og ikke må – og hvad man gør og ikke gør. Derfor kræver det også et tilløb, hvis vi vil ændre på det.
Når man så tør tage de første par skridt, frigives der enorme mængder energi. Følelser er energi. De er brændstof. Og tænk på, hvor mange år vi har forsøgt at dæmpe denne energi. Det kræver da sin mand!
Jeg kan godt forstå, at du er misundelig. Det kræver faktisk også mod at indrømme dét. For de fleste er også opvoksede med, at misundelse er en grim ting. Det synes jeg ikke, at det er. Det viser bare, at man får øje på noget, man selv godt kunne tænke sig.
Hvad gør du, når du er trist og ked? Hvor gør du af følelsen? Mine første skridt til at turde tude var at slippe et par tårer under bruseren, i bilen, ved stranden osv.
Mange tanker
Pia