… når jeg, inden jeg kører af sted til frisøren, beslutter mig for, at “i dag skal de bare ikke overtale mig til at købe diverse hårprodukter, som lige tilfældigvis er på tilbud, eller som er det sidste nye til os med krøller” – og jeg så alligevel havner i det gamle mønster, at jeg er så let at lokke og da ikke vil gå glip af det heeeeelt rigtige til mine krøller.
I dag blev jeg diffus i ordets bogstaveligste forstand, for jeg blev præsenteret for vidunderet, som jeg har savnet på samtlige rejser til mit elskede Grækenland.
Det var på grænsen af at være hårrejsende, da hun (frisøren) kom smilende rundt om hjørnet og med et kækt glimt i øjet sagde: “Du skal altså lige se denne her”. Og i hendes ene hånd så jeg den for første gang. Den yndigste lille rejsehårtørrer – PINK – og “det er ikke alt”, fortsatte hun smilende. “Se også DENNE HER”. Og frem dukkede den endnu mere yndige fine hår diffusser – i samme PINK farve. NU var jeg solgt! Amazing graze how sweet the sound! Halleluja! Den måtte jeg bare eje!
Og denne gang kørte jeg ikke hjem fra frisøren med følelsen af være dum, fordi jeg igen blev overtalt.
Nu kørte jeg hjem med et kæmpe smil i fjæset, og sendte glad mine tanker hen til næste tur til Grækenland – med mig og min buddy – The Pink Hair Diffuser. Og ja, man kan vist roligt sige, at jeg slipper forventningspresset og står ved, den jeg er – når jeg offentligt tør afsløre min begejstring for pink diffusere her på bloggen
Bliver DU også let diffus, når du overskrider dine egne grænser…?
Med ønsket om en god hårdag!






